Særligt sensitive mennesker og grænsesætning

Manglende grænsesætning er efter min mening årsag til de fleste konflikter og personlige problemer.

Et lille barn har det på en måde let med grænsesætning. Det bliver ked af det, hvis der er noget der føles ubehageligt eller utrygt. Hvis ellers forældre og omgangskreds er rimeligt empatiske bliver der også lyttet til behovet.
Men når vi bliver voksne er det mere kompliceret. Vi påtager os nogle forpligtelser på arbejdsmarkedet, i familien og blandt venner. Samtidig har vi nogle basale behov, for at føle os veltilpas.

Man kan godt sige at der er en konflikt mellem ens egen grænsesætning og de krav der stilles fra omverdenen. Kravet fra omverdenen kunne være, at du skal deltage i et fælles projekt. Grænsesætningen går på hvor meget du vil yde.

Hvis man er empatisk over for den gruppe man er sammen med, kan det være svært at sætte grænser. At være empatisk betyder jo at man er i stand til at fornemme et andet menneskes behov. Og hvis det andet menneskes behov i sig selv overskrider ens grænse kan det være problematisk. F.eks. hvis det andet menneske er i krise og har behov for at tale en masse om det, med det resultat at lytteren bliver overbelastet og drænet.
Ovenstående eksempel er nok en af klassikerne inden for manglende grænsesætning. Særligt sensitive får ofte frivilligt eller ufrivilligt en rolle som hjælper og lytter. Særligt sensitive mennesker tiltrækker sig ofte mennesker i krise. En kompetence mange sensitive har opøvet siden barndommen.

Men hvad gør man så:

Som jeg skrev i et andet indlæg om selvværd, skal man arbejde med den skyld og skam der er forbundet med det at sætte grænser. I sidste ende drejer det sig om hvordan man bliver drænet mindst muligt. Hvor ens grænser ligger er ikke en statisk størrelse. Det afhænger af din egentilstand.

Bliver du drænet af:

  • Manglende søvn, fordi du er evigt bekymret og ikke kan falde til ro. Manglende søvn tapper af dine batterier, og giver dig mindre overskud.
  • Opspænding i sociale sammenhænge, fordi du ikke kan få dig selv til at sige at du er overkørt og har behov for en pause.
  • Overdreven perfektion, med det resultat at du siger ja til en masse opgaver du enten skulle sige nej til eller udsætte, fordi du ikke syntes du er god nok.
  • At du har valgt en forkert levevej, pga. din familie og kultur.
  • At du er sammen med mennesker med mindre empati end dig og som ikke forstår subtile behov.  (Som måske slet ikke er så subtile.)
  • At du er sammen med mennesker med markant anderledes normer end dig selv.
  • At der ikke bliver lyttet til dig.
  • At du ikke bliver respekteret, som den du gerne vil være.
  • At du bliver kritiseret.
  • At du lever usundt, fordi du ikke har overskud til at lave ordentligt mad og dyrke motion. Måske drikker du for meget kaffe eller spiser for meget slik. Noget der giver et hurtigt boost, men som ikke holder i længden.


Nogle manglende grænsesætninger kan være fatale. Hvis du bliver presset til en karrierevej og kultur, som er markant forskellig fra din grundlæggende natur.  I nogle af livets faser er det sværere at sætte grænser end andre. For forudsætningen for at sætte grænser er at vide hvad du ønsker, og hvilke behov du har.

Det ville være rart at tillade mere grænsesætning baseret på subtile kropsfornemmelser. Får du sagt nej alene på grundlag af en "mavefornemmelse". Har du oplevet at blive spurgt om du "fejler noget", fordi du ikke har et rationelt svar. Er du nogen siden blevet spurgt om du ikke kan være "lidt mindre nærtagende eller sart".

Med dette indlæg vil jeg appellere dig til at blive endnu mere bevidst omkring grænsesætning.

  • Tænk tilbage på sidste gang dine grænser blev overskredet:
  • Hvad gjorde du konkret, som var synlig for den anden?
  • Mener du selv at du fik signaleret en grænse, som modparten ikke fik øje på?
  • Hvilke tanker gik gennem hovedet på dig?
  • Hvad mærkede du i kroppen?
  • Var der noget du skammede dig over?
  • Var der nogle negative overvisninger der kom frem i dig?
  • Hvordan var magtbalancen mellem jer? Var der ligeværdighed?

Kunne du lave en "drejebog" for hvad du vil gøre, næste gang dine grænser bliver overskredet?


Besøg Emilie Jahnnie Sigårds nye e-shop hvor du bl.a. kan købe bøger, cd'er og psykologkonsultationer

Website Security Test